Jeg er en pige der ikke er meget for materialismen, selvom jeg selvfølgelig sider godt og grundigt i den og selv er en stor del af den. Mit værelse er fyldt med ting. Ting jeg slet ikke skal bruge til noget. Jeg elsker ting, og jeg tænker sjældent over, hvordan de ting er lavet, og hvor mange resurser der er blevet brugt eller hvor meget energi mine ting har kostet. Men jeg bryder mig ikke om det, og jeg ville gerne kunne lægge hele civilisationen om, så vi tænker mere på mennesker omkring os end ting.
Et godt eksempel er julen, der gerne skulle handle om næstekærlighed og alle de ting Jesus har sagt gennem hans liv (hvis man tror på den slags). Det handler om at være gode mod andre, at tænke på ens medmennesker først, at være samen med familien, at være i harmoni med andre mennesker. Hvad gør vi? Vi køber gaver til hinanden. I stor stil. Det eneste ved julen der rigtig betyder noget nu er gaverne. Det handler slet ikke om det er burde være vigtigt ved julen. Børnene vil bare så hurtigt igennem alting som muligt, så de kan få pakket gaverne op. Det bliver lige pludselig ikke en fest om næstekærlighed, men en fest om at få sine gaver i en vis fart. December handler om at få julegaveindkøbet overstået.
Jeg ønskede mig først bare en ged til Afrika, fordi jeg synes det passer godt til det julen handler om. Men jeg røg i fælden. Mest på grund af en mindre tale fra min mor, og nu ønsker jeg mig næsten lidt for mange ting.
Jeg vil virkelig gerne gøre noget, der fremhæver hvad julen virkelig handler om.
Men hvad?
Det var jo først gaverne, der skulle symbolisere næstekærlighed. Man giver en gave til et andet menneske. Men det har bare taget overhånd.
Jeg holder meget af Boxing Day. Det startede jo med at de rige gav en boks med ting til de fattige. Det synes jeg var en god juletradition.
Lidt dobbeltmoralsk (for ikke at sige meget), men jeg bliver nødt til at vise et halstørklæde jeg har fået af mine forældre i adventsgave. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig glad for det, og jeg har haft det på hver dag siden jeg fik det.
